Forretningsorden for skolebestyrelsen Tylstrup Skole
Rammerne for skolebestyrelsens arbejde er fastsat i Folkeskoleloven samt styrelses-vedtægten med bilag for Aalborg Kommunale Skolevæsen. Jævnfør styrelsesvedtægten fastsætter Skolebestyrelsen selv sin forretningsorden for dens mødevirksomhed.
1. Skolebestyrelsen består af 5 forældrerepræsentanter, 2 forældrerepræsentanter for børnehaven, 3 medarbejderrepræsentanter (heraf en fra børnehaven) og 2 elevrepræsentanter. Herudover op til 2 eksterne medlemmer, som er udpeget for 1 år ad gangen. Der afholdes forskudte valg hvert andet år. Valget afholdes om foråret. Eksterne medlemmer i bestyrelsen vælges ikke - de udpeges af skolebestyrelsen.
2. På skolebestyrelsens første møde efter et ordinært valg (hvert 4. år) konstituerer bestyrelsen sig, og der vælges en formand og en næstformand blandt forældrerepræsentanterne.
3. Der afholdes cirka otte skolebestyrelsesmøder om året. Skolebestyrelsen afholder i øvrigt møde, når det ønskes af formanden eller når en tredjedel af bestyrelsens medlemmer ønsker det med angivelse af punkter til dagsordenen.
4. Møderne afholdes på onsdage i tidsrummet 17-19 og har en varighed på cirka 2 timer. Møderækken fastsættes i foråret i forbindelse med skoleårets planlægning.
5. Formanden og skolelederen udarbejder en dagsorden en uge før mødet og udsender den umiddelbart herefter.
6. Ethvert medlem af skolebestyrelsen kan få et punkt optaget på dagsordenen. Punktet skal være skolebestyrelsens formand i hænde 14 dage før bestyrelsesmødet.
7. Formanden leder møderne og er samtidig ordstyrer. Ved formandens fravær overtages opgaven af næstformanden.
8. Skolens ledelse varetager sekretærfunktionen og deltager i skolebestyrelsesmøderne uden stemmeret.
9. Der føres et beslutningsreferat over bestyrelsens beslutninger med mulighed for uddybende beskrivelser. Desuden anføres det på beslutningsreferatet, hvilke personer der har været til stede. Beslutningsreferatet godkendes efter hvert punkt.
10. Beslutningsreferatet udsendes til alle bestyrelsens medlemmer senest en uge efter mødet og offentliggøres samtidigt på skolens hjemmeside.
11. Skolebestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er til stede – enten fysisk eller virtuelt.
12. Medlemmerne kan kun deltage i bestyrelsens afstemninger, når de er personligt til stede – enten fysisk eller virtuelt.
13. Alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal.
14. Skolebestyrelsen udøver sin virksomhed i møder, der er lukkede og omfattet af almindelig tavshedspligt. Ved behandling af særlige sager kan formanden dog indbyde relevante personer, hvor dette findes hensigtsmæssigt.
15. Bestyrelsen kan nedsætte ad hoc-udvalg f.eks. ansættelsesudvalg.
16. De forældrevalgte fordeler kontakt til forældrerådene.
17. Ved eventuelt afbud til bestyrelsesmøderne foretages dette til skolens leder.
18. Eventuelle ændringer af forretningsordenen kan kun ske, når ændringerne har været diskuteret på to af hinanden følgende møder. Forslaget kan kun gennemføres med 2/3´s stemmeflertal.